Velkommen til Maria Hassings sider!
Notre Dame de Paris
Velkommen
Dette er min faglige og fagdidaktiske hjemmeside. Her er både dansk- og franskfaglige sider med alt mellem himmel og jord, som jeg har fundet interessant. Siden er også tænkt som en platform til deling af idéer til undervisningsforløb til især stx, og jeg håber, den kan inspirere.

Hjemmesiden redigeres løbende.

God fornøjelse!

Maria Hassing



Masterclass på Katten!
I dette efterår har jeg haft ansvaret for Masterclass på Aarhus Katedralskole! Det var en spændende udfordring for både elever og lærer, og vi arbejdede med "Le Petit Prince" og aktualitet med fokus på at få trænet det franske sprog mere intensivt end i timerne. Eleverne kom fra fire forskellige klasser/hold, og projektet var en del af skolens talentpleje.

På skolens hjemmeside skrev vi:

Fransk Masterclass på Aarhus Katedralskole

I efteråret 2016 har en gruppe særligt talentfulde elever fra forskellige klasser og hold deltaget i Fransk Masterclass, hvor de sammen med én af skolens fransklærere har arbejdet med aktualitet samt analyse og fortolkning af klassikeren ”Le Petit Prince”. Der har været fokus på mundtlighed og styrkelse af elevernes kommunikative færdigheder på et højere fagligt niveau.

Agnete Emilie Lyngholm Sandvej fra 2.r beskriver forløbet således:

”Vi har snakket. Og snakket. Og snakket. Vi har faktisk kun snakket. Og vi har snakket om store ting: venskab, kærlighed, barndom. Og vi har snakket om små ting: får, slanger, vulkaner. Alt sammen med udgangspunkt i “Le Petit Prince”. Vi har lært vigtige ting, den lille prins motto, som Maria har indprentet hos hver af os er: “On ne voit bien qu’avec le cœur. L’essentiel est invisible pour les yeux.” Det er mundtligheden, som har været i fokus. Jeg tør, i langt højere grad end før, åbne munden og påtage en fransk accent. Og den er påtaget, men det er ok. Selvfølgelig har det krævet mere arbejde, men fortjenesten har været langt større. Der har været en tryg stemning på holdet, og talemulighed for alle. Det er ikke kun mundtligheden men også forståelsen, jeg føler forbedret. At lytte til fransk i en time er mere givende end man tror. Jeg krydser fingre, hænder, fødder for at masterclass forsat tilbydes. Det er en fantastisk mulighed for hver enkelt til at udvide sit franske sprog sammen med andre, der deler samme forkærlighed for fransk. Masterclassforløbet har været meget givende. Jeg kommer til at savne det”


Slogans om it-dannelse
I forbindelse med skolens fokus på hensigtsmæssig anvendelse af computeren i undervisningen, har 1.h arbejdet med slogans i et skriftlighedsforløb. Se de fine resultater i menupunktet 'billeder fra undervisningen' til venstre.

SRP med fransk (artikel)
I dette nummer af Fransk Nyt (september 2016) kan I læse min artikel om SRP med fransk. Her kommer jeg ind på samarbejdet med andre fag og opfordrer til at turde mere med faget.

Læs artiklen her på siden også under 'SRP med fransk'.

Køn og identitet på Aros
I tilknytning til et forløb om kønsdiskurser besøgte 3.t Aros for at se Mapplethorpe og Perry. Se billeder under 'oplevelser'.

Les gars de Villiers på Katten
To af forfatterne bag det selvbiografiske værk "Les Gars de Villiers" besøgte onsdag den 24. august 2016 skolens 2.g- og 3.g-elever. Gamal og Hadama fortalte om den hårde opvækst i den franske pariserforstad og ghetto Villiers-sur-Marne, og de talte bl.a. om kulturmøder, identitet, racisme, fordomme og mediernes rolle. Eleverne fik mulighed for at stille spørgsmål og gå i dialog på fransk, hvilket var en spændende og lærerig oplevelse.

På skolen bruger vi "Les Gars de Villiers" i forbindelse med emnelæsning af "Entre deux cultures", "Le racisme" og "La violence". 

Læs mere på www.gars.weibrecht.fr eller find dem på Facebook.

Studietur til Paris
I år var jeg på studietur med min kollega Helle og 2.h til Paris. Du kan læse om vores tur og se billeder ved at klikke til venstre i menuen.

AT 2016 - Grænser
Se mine forslag i fransk og dansk ved at følge menupunktet AT (til venstre)

Impossible - en magisk hyldest til Sci fi
En blæsende januaraften var 2.t i Aarhus Teater for at se den helt unikke Sci fi-Forestilling "Impossible". Eleverne arbejder med genren i dansk, og stykket supplerede godt værker såsom "Skabt for hinanden" og "Se dagens lys" af Svend Åge Madsen og Dorrit Willimsens "Programmeret til kærlighed".

Le Chat - Elevernes franske avis
I forbindelse med studieretningsdagen den 15. januar 2016 samarbejdede eleverne fra begynderfransk i 1.h, 2.h og 3.h om at lave Le Chat - en fransk avis med alt lige fra interviews, filmanmeldelse, reportage om Franskaften, digte, playliste med franske musikforslag, horoskoper, satiretegninger og meget mere.


Soirée française 2016
Årets franskaften var et brag af en fest med masser af elever på scenen. Der var lyrikoplæsning af Baudelaires "Enivrez-vous" v. Mads Emil fra 2.h, musikoptræden ved Frida og Maria fra 1.a, Hocus Pocus-rap og sang ("Petit pays") v. Sirid, Nora, Malthe og Magnus fra 1.s, foredrag ved Milou fra 3.r og Emil August fra 1.r om udveksling og en lille musikalsk surprise v. to elever fra 2.h. Derudover havde vi fællessang (La Marseillaise, Les Champs-Elysées), kahoot-quiz og fællesspisning samt en masse hygge og samtaletræning i CL-cirkler. En dejlig og sjov aften!

Se billeder ved at klikke på Soirée française i menuen til venstre.

1.r og Monet (Aros 2016)
I januar 2016 besøgte 1.r fortsætterfransk Monet-udstillingen på Aros. Eleverne arbejdede skriftligt med billedbeskrivelse af et selvvalgt værk på udstillingen, hvorefter de holdt individuelle oplæg på fransk spontant foran malerierne. Det var imponerende!

2.h til sangarrangementer med Réginal
Torsdag den 19. november deltog elever fra 2.h i et Alliance Francaise-arrangement på Langkær gymnasium. Der blev sunget franske klassikere i kor i to timer med fokus på liaison og almene udtaleregler. Særligt "Le lion est mort" og den gode gamle "Aux Champs-Elysées" var populære.

"Frøken Julie" og 2.t
Onsdag den 30. september 2015 var 2.t med lærere i Aarhus Teater for at se forestillingen "Frøken Julie" (Strindberg). Det var i tilknytning til et forløb om Det moderne gennembrud, og eleverne havde forud for forestillingen arbejdet med biografisk info om Strindberg, sproghandlingsanalyse af et uddrag af stykket, Det naturalistiske teater og den aktuelle scenografi (glasbur/akvarium). 

Mon lycée - videoer om skolen (2015)
I 1.r har vi arbejdet med emnet "La rentrée", og eleverne har lavet præsentationer af skolen som videoer, der blev brugt til forældreaften som præsentation af skolen og af faget. Senere blev arbejdet til en aflevering, hvor eleverne individuelt har indtalt og tilføjet billeder af skolegården, kantinen, studieområdet, klasselokaler m.m.

Katedralskolen i forårshumør

Vild med ord 2014
Jens Blendstrup på Ridehusscenen om "Luskefisefortællinger".